PERSONLIGHEDER

Leif Panduro (1923-1977)

Leif Panduro - en tv-dramatiker med kant

Leif Panduro er uomtvisteligt den forfatter, der har haft størst indflydelse på dansk tv-dramatik i den klassiske public service – periodes guldalder; 1964-1980. Hans første tv-spil hed En af dagene (fra 1963, iscenesat af Palle Kjærulff-Schmidt), og med dette banede han vejen for en nyskabende og rebelsk stil, der i starten forargede seerne. Han skabte seerstorm, seerne klagede over at de gerne ville advares før Danmarks Radio sendte sådan en "absurd" forestilling. Det hverdagsagtige sprog stødte mange seere, hvorimod anmelderne stort set var begejstrede.

Den 25. februar 1968 var der premiere på tv-spillet Farvel, Thomas af Leif Panduro. Dette markerede overgangen til den klassiske public service periode for tv-fiktionen. Stykket var præget af en mere filmisk stil, og det formåede at række hen over kulturkløften og forene både publikum og anmeldere i et enstemmigt rosende kor. Dette realistiske tv-spil, der handlede om en almindelig middelklassemand i 40-års krise, blev kendetegnende for en særlig dansk tradition indenfor tv-fiktion.

Panduros særlige stil

Panduro skabte en tv-realisme ved at køre så tæt på personerne, at man følte den spændte stemning. "Kameraet følger, ja næsten forfølger, personerne rundt i kontorlokalerne (...)" skriver Marguerite Engberg. En af dagene omhandler livet på et kontor, hvor de ansatte går og venter på hvem af dem, der skal forfremmes af chefen. Det er et typisk eksempel på et Panduro-manuskript, hvor seeren hele tiden er på vagt, for selvom alting tilsyneladende ser normalt ud, så fornemmer man alligevel, at der er noget galt. Et andet eksempel på et provokerende tv-spil fra Leif Panduro er Farfar til hest fra 1967. Kameraet er placeret samme sted under hele stykket, der hvor fjernsynet står, og i anslaget står en tv-teknikker og glor lige ind i kameraet.

I starten gik Panduro for at være en rebel. Han blev sammenlignet med den engelske dramatiker Harold Pinter, fordi han provokerede på samme måde. Men denne rolle fik han lagt fra sig med de tv-spil der fulgte, fra og med Farvel, Thomas, 1968 (se uddrag nedenfor). Dette blev Panduros gennembrud. Herfra begyndte han at lave mere folkelige underholdningsserier; Ka' De li' østers?, 1967, Smuglerne, 1970-71 og Huset på Christianshavn, 1970-77.

Den folkelige Panduro

Panduro blev mere folkelig og populær – men uden at hans stykker mistede deres kvalitet, aktualitet og eftertanke. Han formåede at skrive stykker om personer, som seerne kunne identificere sig med og han skildrede miljøer, som den danske middelklasse kunne genkende fra hverdagen. Leif Panduro forstod at forene kunst og underholdning. Hvis man definerer underholdning ud fra hvor populært det er hos publikum, så havde hans stykker en meget høj underholdningsværdi.

Seerne som ansigtsdetektiver

Panduro var ikke debattør. Han havde ikke nogle bestemte synspunkter, som han bidrog eksplicit med i samfundsdebatten. Men han skildrede hvordan tilsyneladende fredelige menneskelige omgangsformer kunne indeholde noget farligt og truende. Panduro mente at "Tv er eminent egnet til konfrontationer mellem to, højst tre mennesker i en dramatisk dialog (...)", foruden at tv var meget velegnet til at beskrive personer. Fx hvordan en person kunne sige ét mens man tydeligt kunne se at personen mente noget andet. Der kunne opstå et helt drama i en persons ansigt.

Det var spændende for ham når folk engagerede så kæmpe store følelser i noget, som egentlig ikke er så vigtigt. Personerne siger en masse for at snakke udenom, de tør ikke nærme sig emnet. Med Panduros stykker blev seeren en slags ansigtsdetektiver, som prøver at gennemskue, hvad figurerne tænker og føler. Det er egentlig underordnet hvad folk siger, det vigtige er hvad der foregår under overfladen. "Det er noget af denne 'totale fornemmelse' man kan få, dersom man ser et (virkelig godt) stykke på et sprog, man ikke begriber." Man skal simpelthen kunne forstå hvad der foregår, selv hvis man ikke kan forstå sproget.

Det unormale i det normale

Louises hus fra 1977; en mand henter sin kone i lufthavnen, og alt ser tilsyneladende normalt ud, men i løbet af deres samtale bliver seeren mere og mere nysgerrig efter at vide hvad der egentlig er foregået forud for hustruens afrejse. Langsomt finder man ud af, at hun blev sendt på ferie af sin mand, fordi hun i et anfald var gået amok derhjemme og havde smadret det hele. Dette stykke er et eksempel på Panduros talent for at beskrive det unormale i det normale og mennesker som føler sig fremmedgjorte overfor sig selv og deres omverden.

Leif Panduro skabte gennembruddet for dansk tv-dramatik. Gennembruddet var snarere for tv-forfatteren end for tv-instruktøren. Dette var en betingelse for den klare forfatter-linie i dansk tv-dramatik. "Tv-spillet er blevet en niche i dansk litteratur, ikke i dansk film" skriver Peter Schepelern. Panduro banede vejen for en lang og markant tradition indenfor dansk tv-fiktion; en tradition der bryder med realismen, leger med mediet, irriterer og provokerer seerne, eksperimenterer med lyriske, surrealistiske eller montage-prægede fremstillingsformer.

Leif Panduros vigtigste tv-spil og krimier

Erik Balling (1924-2005)

Erik Balling

De to omdrejningspunkter indenfor tv-fiktion i den klassiske public service-kulturs storhedstid var Leif Panduro og Erik Balling. 1970-77 stod Panduro og Balling bag henholdsvis manuskriptet og instruktionen af Huset på Christianshavn, som blev den første danske komedieserie, der kunne konkurrere med de udenlandske. Serien var bygget op omkring et symbolsk tværsnit gennem den brede danske befolkning, skildret som beboere i en etageejendom på det gamle Christianshavn. Miljøet var provinsielt og problemstillingerne afspejlede samtidens konflikter på tværs af køn, kulturer, og generationer. Denne komedieserie fik succes hos danskerne, fordi den appellerede til fællesskabet, samtidig med at seerne kunne grine af deres egne særheder.

Indenfor filmverdenen stod Balling bag Adam og Eva (1953), tre film om Poeten og Lillemor (1959-61), den pikante komedie Halløj i himmelsengen (1965), agentfarcen Slå først, Frede (1965, fortsat 1966) samt de populære Olsen banden – film (1968-81). Erik Balling modtog gennem sit liv mange hædersbevisninger. Blandt andre Berlingske Fonds Hæderspris (1980), LOs Kulturpris (1981), Æres-Robert (1998) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (2001).

Matador - en dansk kulturkrønike

Det var Erik Balling, der stod bag den hidtil største succes i dansk tv-dramas historie, Matador (24 episoder, 1978-81) med Lise Nørgaard som hovedforfatter og holdet bag Huset på Christianshavn som øvrige forfattere og instruktører. Over 3,5 mio. danskere så det sidste afsnit i første runde i 1978-81, og ved første genudsendelse i 1984-85 var tallet oppe på 3,6 mio. Siden da er serien blevet genudsendt 5 gange, og den har ligeledes haft succes både på videomarkedet og i udlandet.

Matador fik så stor succes, fordi den formåede at skildre hvordan det moderne Danmark blev til i årene 1929-47, på en både realistisk og komedieagtig måde. Gennem enkle persontyper og familiernes historier viste serien, hvordan klasseskellene i Danmark langsomt blev brudt op i det 20. århundrede, og hvordan centrum i det danske samfund rykkede sig fra det traditionelle borgerskab via mellemkrigstidens selvstændige entreprenører til lønmodtagerne i efterkrigstiden. Seriens budskab var social forsoning omkring et kulturelt midtpunkt.

Matador skildrede på det konkrete plan modsætninger og konflikter med sans for sociale og psykologiske reaktionsmønstre, og dens overordnede Danmarkshistorie handlede om en nation i harmoni med sig selv. Forklaringen på seriens store popularitet skal utvivlsomt findes i, at den var i overensstemmelse med en dansk forkærlighed for at søge konsensus, at tage i mod det nye uden at forkaste det gamle. Og alt dette indenfor et persongalleri, hvor de fleste danskere kunne genkende sig selv og deres nærmeste. De to centrale formler fra dansk tv-fiktion, historisk realisme og folkekomedie, lykkedes det Balling at forene, og han ramte seerne midt i deres danske mentalitet.

Design © Jonas Wæver 2007