1960 - 1980
Udviklingen af tv-fiktionen i perioden 1960-1980
Udviklingen af tv-fiktionen i perioden 1960-1980
Erik Balling
Tv-dramatikken gør sit indtog
Tv begynder at frigøre sig fra teatret og nu er det ikke længere kun skuespil, der bliver televiseret. Roman og noveller indtager tv-mediet og mange forfattere vil gerne skrive til tv. Bl.a. begynder forfattere som Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Anders Bodelsen at gøre sig gældende.
Den danske tv-fiktion var tidligere præget af en traditionel og kunstnerisk linie med vægt på litteratur og teater, men nu sker der et gennembrud for de moderne realistiske tv-spil. Man vælger at satse på en populær dansk serie-fiktion, og med den følger fødslen af en dansk tradition for underholdning.
Frigørelsesprocessen fra teateret
Med tv-spillet bliver der skabt en ny og mere visuelt orienteret kunstform direkte til tv-skærmen. De fleste udsendelser frem til 1950 var direkte og meget teaterpræget. Filmen bliver frem til ca. 1960 betragtet som et mindre seriøst medie end den litterære tradition og teatertradition. Tv’et indtager rollen som "folkets teater", der rummer både populær-kulturen, klassikerne og den moderne ny originale tv-dramatik.
En ny realistisk og modernistisk generation
Med forgangsmænd som Klaus Rifbjerg, Palle Kjærulff-Schmidt og Leif Panduro opstår en ny realistisk og moderne generation. Denne generation begynder at gøre sig gældende samtidig med modernismens gennembrud i teater og litteratur og samtidig med den europæiske og danske nybølge inden for filmen. Tv-mediet bruges nu som en ny visuel kunstart, som afspejler nutidens problemer.
Især Leif Panduro og Palle Kjærulff-Schmidt forstår at bruge tv-mediet til at skildre vrangsiden af det danske velfærdssamfund. Deres samfundsrealistiske tv-spil er årsagen til, at dansk tv bliver både et fælles samtaleemne og en kilde til forståelsen af dansk identitet og historie.
Hverdagsrealismen
Tv-spil, der omhandler hverdagsrealismen, bliver kendetegnende for en særlig dansk tradition indenfor tv-fiktion. Tv-spillene formåede at forene både publikum og anmeldere i et enstemmigt rosende kor. De danske egenproduktioner fastholdte Danmarks Radio i en eller skarp konkurrence fra et internationalt tv-marked, der var domineret af tv-serier og tv-føljetoner.
Dansk tv-fiktions guldalder
Perioden 1964-1980 kaldes også for dansk tv-fiktions guldalder. Det er for alvor her, at public service begrebet gør sit indtog. Man begynder nu at tænke på at lave tv, som er underholdende. Det er også i denne periode, at de moderne realistiske tv-spil får deres gennembrud. Perioden bryder for alvor den opdragende ideologiske tilgang til programfladen, til fordel for en mere publikumsvenlig indgangsvinkel til tv-mediet. Underholdningen kommer i højsædet!
Leif Panduro og Erik Balling udgør omdrejningspunktet indenfor tv-fiktionens public service-kulturs storhedstid. Med tv-serien Huset på Christianshavn, skildrer de en provinsielt miljø og problemstillinger, der afspejler samtidens konflikter på tværs af køn, kulturer og generationer. Serien appellerede til fællesskabet, idet den er bygget op omkring et symbolsk tværsnit af den brede danske befolkning.
Avantgarde
Fra slutningen af 1960'erne og i løbet af 1970'erne afprøver Danmarks Radio publikums tolerance ved at vise mere avantgardistiske tv-spil. I disse tv-spil udsættes publikum for de rene absurditeter. Af forfattere til tv-spillene kan nævnes bl.a. Peter Ronild, Sven Holm og Ebbe Kløvedal Reich. Forfatterne til de avantgardistiske tv-spil bryder med den gængse virkelighed, og leger med tv-mediets teknik og genrer samt politisk og social satire.
Føljetonens gennembrud
En ny form for udsendelser dukker frem i 1970'erne: serieudsendelser. Der er to forskellige former. Den første er fjernsynsføljetoner. Disse består af en række udsendelser, hvor handlingen fortsætter fra gang til gang, og hvor hele serien udgør ét værk. Føljetonen slutter typisk med en "cliff-hanger". Den anden form er fjernsynsserierne, der er opbygget omkring en eller flere gennemgående figurer, men hvor hver enkelt udsendelse har en afsluttet handling.
Det er især den korte længde af de to former, der gør dem populære. Typisk har de en varighed på omkring en halv time, hvor de alligevel, trods deres korte længde, formår at fange seernes interesse hurtigt. Det gælder for begge genre, at persongalleriet og miljøet er kendt af seerne på forhånd, således at man ikke behøver en længere præsentation hver gang.